Det Grønlandske Hus i Aalborg
Umanakvej 25
9210 Aalborg Sø
Tlf: 98 14 68 00
Fax: 98 14 77 46
aalborg@dgh-aalborg.dk

6 gode grunde til at vælge Aalborg som studieby
Vi har prøvet at lave en liste med 6 af de mange gode grunde, der er til at vælge Aalborg som studieby:
1: Studiemiljøet
Aalborg har verdens bedste studiemiljø – så er det sagt! En stor del af grunden kan findes i den særlige studieform, som langt de fleste videregående uddannelser i byen har; nemlig projektarbejdet.
En stor del af undervisningen ved Aalborg Universitet er tilrettelagt omkring projektarbejde i grupper. Og det er en rigtig god ting, for på den måde får du lov til at arbejde projektorienteret med at skulle udarbejde et produkt i form af en stor skriftlig opgave sammen med en gruppe bestående af 2 – 6 medlemmer. Det er med andre ord en arbejdsform, der meget ligner den, som du vil møde, når du som færdiguddannet kommer ud på arbejdsmarkedet. Derfor er erhvervslivet også rigtigt glade for at ansætte færdiguddannede fra Aalborg Universitet.
Men det er ikke kun på studiet, at gruppearbejdet har betydning. Fordi man allerede fra den første dag på studiet bliver sat i en projektgruppe, kan man ikke undgå at komme til at lære nye mennesker at kende. Og fordi man bruger så meget tid sammen på studiet, er det ofte også projektgruppen, som man ser udenfor studiet til en cafetur, en fodboldkamp, en hyggeaften eller en tur i fredagsbaren.
Læs mere om studieformen på AAU her.
2: Boliggaranti
En anden god grund til at vælge Aalborg som din studieby er, at det er lettere at finde en bolig end i eksempelvis København og Århus. Og priserne for en lejlighed er desuden billigere her.
Aalborg Kommune har det, som de kalder tag-over-hovedet garanti for nye studerende. Dette betyder, at alle der har ansøgt om bolig gennem AKU-Aalborg, er garanteret et sted at bo til studiestart. Læs mere om ordningen på AKU-Aalborgs hjemmeside.
Læs mere om boligsøgning i Aalborg her.
3: Transportmuligheder
Det er let at komme rundt i Aalborg. Faktisk er byen ikke større end, at du kan cykle til de fleste steder. Men skulle benene have en dårlig dag, er der gode forbindelser med de offentlige transportmidler med bus og tog.
4: Beliggenheden
Aalborg ligger i meget naturskønne omgivelser med vand til alle sider! Beliggende ved Limfjorden er byen delt op i to med Aalborg på den ene side og Nørresundby på den anden, hægtet sammen af Limfjordsbroen. Med en halv times kørsel i bus kan du om sommeren sole dig på stranden enten ved Vesterhavet eller Kattegat.
Der er gode rejseforbindelser fra Aalborg. Tager du toget, tager det kun 1½ time at komme til Århus og 5 timer til København. Foretrækker du at flyve, ligger Aalborg Lufthavn tæt på centrum og tilbyder mange destinationer både indenrigs og udenrigs.
Aalborg har også Danmarks korteste forbindelse til Grønland! Byen huser nemlig Grønlandshavnen, der lægger kaj til fragtskibe fra Grønland. Også flere af Grønlands store erhvervsvirksomheder har til huse her, eksempelvis Royal Arctic Line og Royal Greenland.
5: Bylivet
Aalborg byder på et fantastisk godt bymiljø. Med hele 3 gågader har Aalborg en masse forskellige butikker, der kan tilfredsstille enhver ”shop-oholiker”, og er vejret gråt, kan man shoppe videre tørskoet i Aalborg Storcenter.
Studenterhuset i Aalborg er en naturlig base for studerende i Aalborg. Her er der en masse forskellige arrangementer som koncerter, foredrag, jobmesse mm. Du kan også bare kigge forbi og få en kop kaffe og et slag Backgammon eller Trivial Pursuit i Studenterhusets café.
Aalborg byder på et væld af cafeer og restauranter, der er hyggelige af besøge efter en lang shoppetur eller inden en tur i biografen. Og skal der være fest, er Jomfru Ane Gade Danmarks mest kendte ”gå i byen gade” med masser af cafeer, restauranter og barer.
6: Kulturlivet
Aalborg har et rigt kulturliv, der kan tilbyde noget for enhver smag.
Er du til musik, er der rig mulighed for at finde en livekoncert, der passer til din musikgenre. Aalborg kan byde på flere spillesteder, der har koncerter af enhver art på plakaten, hvad enten du er til rock, pop, klassisk, jazz, heavy metal, grunge, folk, salsa, hip hop eller firser disco! Og det er både store og små navne, der gæster Aalborg. Nordjylland har et spirende musikliv, og flere nordjyske bands er begyndt at dukke op på radioens playlister. Er du til de mere kendte navne, er Aalborg altid med på de etablerede danske bands tourné. Men også store verdensnavne gæster Aalborg. Aalborgs idræts og kulturarena Gigantium har haft besøg af navne som Back Street Boys, Kylie Minogue, Iron Maiden, Shakira, Take That og Beyoncé. På by-info kan du se, hvor musikken spiller!
Er du til sport, er der også rig mulighed for både at deltage og se sport i Aalborg. AAB ligger godt i ligaen, både når det drejer sig om fodbold, håndbold, basket og ishockey. Der er desuden et rigt foreningsliv, hvor du kan melde dig til den sportsgren, der passer bedst til dig.
Er du til film, skal de, som du ved, ses i biografen. Aalborg har for få år siden fået en ny biograf Biocity med 10 sale med den nyeste lyd og billedteknik. Her vises alle premierefilmene! Er du til de mere smalle og prisvindende danske og udenlandske film, skal du gå i Biffen.
Er du til teater, har Aalborg et vaskeægte et af slagsen. Aalborg Teater sætter deres egene forestillinger op og har studenterpriser! Aalborg kongres og Kulturcenter får besøg af mange store opsætninger af både ballet, opera samt klassiske og pop koncerter fra ind og udland.
Er du til dyr, er Aalborg Zoo et besøg værd. Her kan du se giraffen, fodre aben, lugte kamelen, klappe geden, se isbjørnen svømme og møde alle de andre dyr.
Hvert år i maj byder Aalborg velkommen til Nordeuropas største karneval i Kildeparken. Det er en kæmpe byfest med udklædte folk i højt humør, masser af arrangementer og koncerter, og folk fra hele verden kommer til Aalborg for at deltage i det store karnevalsoptog. Læs mere om Karneval i Aalborg her.