Det Grønlandske Hus i Aalborg
Umanakvej 25
9210 Aalborg Sø
Tlf: 98 14 68 00
Fax: 98 14 77 46
aalborg@dgh-aalborg.dk

Klippekortet
Skal du starte på en videregående uddannelse, vil din uddannelsesstøtte blive beregnet ud fra et klippekort-system. Klippekortet trådte i kraft 1. august 2005 og beskrives nærmere i Hjemmestyrets bekendtgørelse nr. 18 af 7. juli 2005 om uddannelsesstøtte.
Vi vil i det følgende opridse de overordnede principper for klippekortet.
Hvad er klippekortet?
Som udgangspunkt har alle, der opfylder kravene for at modtage uddannelsesstøtte fra Grønlands Hjemmestyre, et klippekort med 82 klip til videregående uddannelse. Disse 82 klip er det, der benævnes som rammeni bekendtgørelsen. Hvert klip svarer til en måneds uddannelsesstøtte. Det vil sige, at et fuldt klippekort med 82 klip svarer til, at du kan modtage uddannelsesstøtte i 82 måneder – altså 6 år og 10 måneder!
Når du starter på en uddannelse, får du tildelt det antal klip, der svarer til længden af uddannelsen. Skal du læse en uddannelse, der tager 3 år, får du tildelt 36 klip fra dit klippekort. Skal du læse en uddannelse, der tager 5 år, får du tildelt 60 klip og så fremdeles. Herudover er der mulighed for at ansøge om op til 12 ekstra klip, hvis du bliver forsinket i din uddannelse.
Disse uddannelsesklip trækkes fra dit klippekortsramme. Når du således har færdiggjort en uddannelse på 3 år og har brugt 36 klip, trækkes disse klip fra din ramme: 82 (rammen) – 36 (uddannelsesklip) = 46 klip tilbage i rammen. Afbryder du en uddannelse, trækkes de klip, som du har brugt frem til afbruddet, også fra rammen.
Har du efter en endt uddannelse nok klip tilbage i din ramme, kan du læse en ny videregående uddannelse. Det kunne eksempelvis være, at du har læst en bachelor på universitetet, der tager 3 år og herefter ønsker at læse overbygningen til kandidat, der tager 2 år. Så vil du sammenlagt have læst i 5 år, og dermed brugt 60 klip i alt ud af dine 82 klip i rammen.
Har du ikke flere klip tilbage i din ramme, kan du ikke længere få udbetalt uddannelsesstøtte. Har du tidligere modtaget dansk SU, vil det gældende antal måneder blive fratrukket dit klippekort.
Har du spørgsmål om klippekortet, så henvend dig hos din uddannelsesvejleder.
Læs mere om klippekortet på Hjemmestyrets uddannelsesportal Sunngu her.
Ordinære rejseklip
Ud over klippekortet for uddannelsesstøtten findes der også et klippekort for det, der betegnes som ordinære rejser. Det vil sige de rejser, der bevilliges i forbindelse med nedrejse ved start på en videregående uddannelse samt hjemrejse ved afslutning eller afbrud på en videregående uddannelse. Du har som udgangspunkt ret til 4 ordinære enkeltrejser.
Herudover har du gennem din studietid ret til frirejser i forbindelse med sommerferien. Læs mere her.