STUDIEBYEN AALBORG

Vi har lavet en liste med 6 gode grunde til at vælge Aalborg som studieby.

 

1: STUDIEMILJØET

En stor del af undervisningen ved Aalborg Universitet er tilrettelagt omkring projektarbejde i grupper. Og det er en rigtig god ting, for på den måde får du lov til at arbejde projektorienteret med at skulle udarbejde et produkt i form af en stor skriftlig opgave sammen med en gruppe bestående af 2 – 6 personer. Det er en arbejdsform, der meget ligner den, du vil møde, når du som færdiguddannet kommer ud på arbejdsmarkedet. 

Men det er ikke kun på studiet, at gruppearbejdet har betydning. Fordi man allerede fra den første dag på studiet bliver sat i en projektgruppe, kan man ikke undgå at komme til at lære nye mennesker at kende. Og fordi man bruger så meget tid sammen på studiet, er det ofte også projektgruppen, man ser uden for studiet til en cafétur, en fodboldkamp, en hyggeaften eller en tur i fredagsbaren. 

Læs mere om studieformen på AAU her.
 

2: BOLIGGARANTI

En anden god grund til at vælge Aalborg som din studieby er, at det er lettere at finde en bolig end i eksempelvis København og Århus. Og så er huslejen som regel også lavere. 

Aalborg Kommune har desuden tag-over-hovedet-garanti for nye studerende. Det betyder, at alle, der har ansøgt om bolig gennem AKU-Aalborg, er garanteret et sted at bo til studiestart. Læs mere om ordningen på AKU-Aalborgs hjemmeside.

Læs mere om boligsøgning i Aalborg her

 

3: TRANSPORTMULIGHEDER

Det er let at komme rundt i Aalborg. Byen er ikke større end, at du kan cykle til de fleste steder, og der er også gode busforbindelser rundt i byen.

 

4: BELIGGENHED

Aalborg ligger i naturskønne omgivelser med vand til alle sider. Beliggende ved Limfjorden er byen delt op i to med Aalborg på den ene side og Nørresundby på den anden hægtet sammen af Limfjordsbroen. Med en halv times kørsel i bus kan du om sommeren sole dig på stranden enten ved Vesterhavet eller Kattegat.

Der er gode rejseforbindelser fra Aalborg. Med toget kan du komme til Århus på 1½ time og til København på 5 timer. Foretrækker du at flyve, ligger Aalborg Lufthavn tæt på centrum og tilbyder mange destinationer både indenrigs og udenrigs.
 

5: BYLIVET

Aalborg byder på et fantastisk bymiljø. Med hele tre gågader har Aalborg en masse forskellige butikker, der kan tilfredsstille enhver shopaholic. Er vejret gråt, kan man tørskoet shoppe videre i et af byens storcentre.

Studenterhuset i Aalborg er en naturlig base for studerende i Aalborg. Her er der mange forskellige arrangementer som koncerter, foredrag, jobmesse mm. Du kan også bare kigge forbi og få en kop kaffe og et slag Backgammon eller Trivial Pursuit i Studenterhusets café.

Aalborg byder på et væld af caféer og restauranter, der er hyggelige at besøge efter en lang shoppetur eller inden en tur i biografen. Og skal der være fest, er Jomfru Ane Gade Danmarks mest kendte ”gå i byen gade” med caféer, restauranter og barer.

 

6: KULTURLIVET

Aalborg har et rigt kulturliv, der kan tilbyde noget for enhver smag.

Aalborg byder på flere spillesteder, der har koncerter af enhver art på plakaten. Også store verdensnavne gæster Aalborg. Aalborgs idræts og kulturarena Gigantium har haft besøg af navne som Iron Maiden, Take That og Beyoncé. Følg med i kulturarrangementer i de lokale medier f.eks. Mig og Aalborg og Aalborg nu.


Er du til sport, er der også rig mulighed for både at deltage og se sport i Aalborg. AAB ligger godt i ligaen, både når det drejer sig om fodbold, håndbold, basket og ishockey. Der er desuden et rigt foreningsliv, hvor du kan melde dig til den sportsgren, der passer bedst til dig.

Er du til film, skal de som bekendt ses i biografen. Aalborg har tre biografer. På Kino.dk kan du læse mere om, hvor du kan se alle premierefilmene. BioCity er den største biograf og ligger i Kennedyarkaden, som er en del af Aalborg Busterminal. Her vises alle premierefilmene.  Er du til de mere smalle og prisvindende danske og udenlandske film, kan du besøge Biffen, som ligger i Nordkraft. I Nordkraft ligger der desuden mange andre kulturelle institutioner, hvorfor stedet bestemt er et besøg værd. 

Er du til teater, har Aalborg et vaskeægte et af slagsen. Aalborg Teater sætter egne forestillinger op og giver studierabat. Aalborg byder også på to mindre teatre. Læs mere om Teater Nordkraft herDet Hem'lige Teater er et eksperimenterende teater, hvor du selv kan forsøge dig som skuespiller.

Aalborg Kongres og Kulturcenter får besøg af mange store opsætninger af både ballet og opera samt afholder alt lige fra pop til klassiske koncerter. Desuden ligger Aalborgs kunstmuseum Kunsten tæt på Aalborg Kongres og Kulturcenter. Kunsten har udover sin faste udstilling ofte seværdige gæsteudstillinger.

Er du til dyr, er Aalborg Zoo et besøg værd. Her kan du se giraffer, fodre aber, lugte kameler, klappe geder, se isbjørne svømme og møde alle de andre dyr.

Hvert år i maj byder Aalborg velkommen til Nordeuropas største karneval i Kildeparken. Det er en kæmpe byfest med udklædte folk i højt humør, masser af arrangementer og koncerter, og folk fra hele verden kommer til Aalborg for at deltage i det store karnevalsoptog. Læs mere om Karneval i Aalborg her.

 

Links til studielivet i Aalborg